Sofatekst #3

Jeg tænker på den gang, kartoffelbådene smuttede for dig. De sejlede i en sovsetsunami ned i dit skød, og det var, som om noget aldrig blev det samme igen. Jeg bevidnede din bevægelse fra at have kontrol og rene bukser til at have ingen af delene. Dit hvad-skal-vi-kalde-det sociale fald blev din menneskelige rejsning. Jeg fik lyst til at opfordre dig til at spilde lidt mere sovs. Vi skal have rene linjer, sagde jeg til dig. Det er okay at spilde mad.

Du har altid insisteret på, at jeg skal sige det, hvis du har noget i tænderne. Jeg kan ikke se pointen. Du er endnu dejligere, når du forfølges af et birkesfrø eller et lille stykke grønt.

Der var også den sommer, hvor dit skæg fangede en klat restaurantmayonnaise. Jeg kan stadig blive helt rørstrømsk over den situation.

Inden jeg skal sove, tænker jeg på dit nutellasmil. Det gør mig virkelig tryg, at du elsker nutella, og at du så tit smiler. Jeg tænker, at jeg hellere må få købt et glas, næste gang jeg skal ud og handle.

Advertisements
Sofatekst #3

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s