Sofatekst #4

Alt det grønne får mig til at dvæle. Mine tomatplanter strækker sig og bliver til lange stængler, der umuligt kommer til at kunne holde tunge tomater oppe. De mangler et skud lys. Jeg dvæler ved deres ranglede kroppe og de små forsigtige blomster, der stadig er lukket inde i sig selv. De sidder på toppen og håber på sommer. Jeg dufter til bladene og aer dem forsigtigt. Så husker jeg, at de er giftige. Jeg får lyst til at slikke mine fingre rene. Jeg dvæler lidt ved den tanke og vender så tilbage til min skærm.

Advertisements
Sofatekst #4

Sofatekst #3

Jeg tænker på den gang, kartoffelbådene smuttede for dig. De sejlede i en sovsetsunami ned i dit skød, og det var, som om noget aldrig blev det samme igen. Jeg bevidnede din bevægelse fra at have kontrol og rene bukser til at have ingen af delene. Dit hvad-skal-vi-kalde-det sociale fald blev din menneskelige rejsning. Jeg fik lyst til at opfordre dig til at spilde lidt mere sovs. Vi skal have rene linjer, sagde jeg til dig. Det er okay at spilde mad.

Du har altid insisteret på, at jeg skal sige det, hvis du har noget i tænderne. Jeg kan ikke se pointen. Du er endnu dejligere, når du forfølges af et birkesfrø eller et lille stykke grønt.

Der var også den sommer, hvor dit skæg fangede en klat restaurantmayonnaise. Jeg kan stadig blive helt rørstrømsk over den situation.

Inden jeg skal sove, tænker jeg på dit nutellasmil. Det gør mig virkelig tryg, at du elsker nutella, og at du så tit smiler. Jeg tænker, at jeg hellere må få købt et glas, næste gang jeg skal ud og handle.

Sofatekst #3

Hvad er kreativitet?

Dette er ikke kreativitet.

Eller er det?

Er kreativiteten umiddelbar, eller kan den forceres? Hvornår er man kreativ? Tanker flår i den tynde hud, der folder sig i små rynker rundt om mine øjeæbler. Innovation eksempelvis er et belastende ord, der får mig til at gagge. Det er ganske ubehageligt. Kreativitet er i hvert ikke det samme som innovation. Det kunne vi lige slå fast. Så kunne vi også snakke lidt om dansk erhvervsliv, der konstant søger kreative ildsjæle (jeg gagger), men det gider vi ikke. I stedet skal vi søge at definere kreativitet, men så skal vi lige have på plads, inden for hvilket felt vi bevæger os. Kan vi starte med at udelukke alle de mennesker, der ikke læser skønlitteratur? Jo, det bliver vi lige nødt til, fordi jeg kan også være kreativ med indretningen af min bolig eller min bogføring, men det er ikke dét, det skal handle om.

Okay, vi starter forfra.

Hvad er kreativitet?

Sofatekst #2

Vi taler til hinanden i halve sætninger. Det er kun kærlighed, der afgør, at vi aldrig kommer frem til et punktum. Det siger vi til hinanden bagefter, mens vi griner højt. Ikke bralrende, men volumenmæssigt på et lidt andet niveau, end hvis man forestiller sig anstændig høflig latter. Og så er vi selvfølgelig heller ikke høflige. Nu sover børnene, og jeg slår dig hårdt med en grydeske. Vi ender med at være stille med hinanden, og vores talebobler udfyldes af tankestreger og små grynt. I morgen er det tirsdag, og så skal vi til det igen.

 

Sofatekst #2

Adaption: Amalie Smiths MOTHBALLING (2011)

Hendes stemme er så stille. Og tæt på mit øre. Han bevæger sig med hendes lyd, og den grønne have virker fugtig og småkold. Hun stiller spørgsmål og besvarer dem selv i en hvisken, der lyder, som om den er bag mig.

Han har en hvid skjorte på, og han har det varmt. Jeg bliver bevæget over overgangene fra den reale lyd og den kunstige stilhed, hvor hendes t’er bliver så tydelige. Eller er stilheden i virkeligheden slet ikke kunstig?

De døde dyr holdes i live i deres skal, det konserverende går ligesom igen i objekter, i stemme, i tomsomheden, i ensomheden.  Hendes stemme og hans krop bindes sammen i en digital dobbeltlinse, og det gør mig mere tryg end utryg. Det naturlige bliver kunstigt. Jeg føler, at jeg skal tage stilling til, om det kunstige også bliver naturligt.

Skærmbillede 2015-03-16 kl. 11.35.39

Screenshot fra MOTHBALLING af Amalie Smith. Klik dig videre her, og føl det selv.

Adaption: Amalie Smiths MOTHBALLING (2011)